Underviser på Flyvevåbnets Sergentskole.

Foto: Forsvarsakademiet

Forsvarsakademiet har igen fornøjelsen af at tilbyde pladser på vores Flex-moduler, der er en del af den akkrediterede Master i Militære Studier (MMS).

 

På modulerne har du mulighed for at opnå faglige og relevante kompetencer, færdigheder og viden, der er en del af MMS, uden at du behøver at være optaget på den samlede uddannelse.

 

Følgende MMS Flex-moduler bliver udbudt:

Cyberspace Operations and Cyber War

Designtænkning i en militær kontekst

Militær ledelse som kommunikation - Online

Nationale operationer

Rusland som militær stormagt

Stabilisering og væbnet konflikt i Sahel

 

Optagelseskrav

Du skal have en akademisk uddannelse på bachelor- eller diplomniveau samt relevant erhvervserfaring fra Forsvaret eller en anden organisation.

 

Hvis du er ansat i Forsvaret, skal din ansøgning godkendes af din nærmeste chef, som også tilkendegiver din studieegnethed. Godkendelsen er intern, og den skal ikke sendes med ansøgningen.

 

I tilfælde af at du har anden uddannelsesmæssig baggrund, kan Forsvarsakademiet vurdere din ansøgning og træffe en individuel afgørelse, der muligvis kan kompensere for dette.

 

Vejledning til ansøgning

Når du ansøger, skal du kort beskrive din motivation i tilmeldingsskemaet. Du bliver også bedt om at fremsende dit nyeste CV til studiekontor@fak.dk.

 

Hvis du ønsker at gennemføre flere moduler, skal du søge om optagelse på modulerne enkeltvist. Du har selv ansvaret for at sikre dig, at undervisningen på dine valgte moduler ikke falder samtidig. Du kan læse alt om de enkelte moduler i modulbeskrivelserne og på Uddannelsesskitsen.

 

Hvis der ikke er ansøgere nok til et modul, forbeholder Forsvarsakademiet sig ret til at aflyse modulet.

 

Praktisk information

MMS Flex-modulerne gennemføres som blended learning, og i tilstedeværelsesperioderne vil modulerne gennemføres på forskellige lokaliteter i Forsvaret. På alle Flex-moduler er der krav om tilstedeværelse i alle tilstedeværelsesperioder. 

 

Hvis du er militært ansat, afholder du selv udgifterne til time-og dagpenge, indkvartering og transport til og fra tjenestestedet, når tilstedeværelsen finder sted på Forsvarsakademiet. På internatophold afholder Forsvarsakademiet udgifterne til kost og logi (bestilles af Forsvarsakademiet), hvortil du selv afholder udgifter til transport og eventuelt time- og dagpenge med fradrag af måltider. Deltagelse i Flex-modulerne er desuden arbejdstidsneutral.

 

Er du ikke ansat i Forsvarsministeriets koncern, skal du betale en kursusafgift – prisen står på de enkelte modulbeskrivelser. Er der en studierejse på Flex-modulet, skal du betale kursusafgiften og eventuelt andre rejseudgifter. Forsvarsakademiet betaler fly, hotel og enkelte måltider.

 

Du har desuden mulighed for at overføre gennemførte Flex-moduler ved optagelse på den samlede Master i Militære Studier.