NATO-køretøjer på vej gennem Danmark. Hjemmeværnet viser vej.

Foto: Simon Elbeck

Formål

Formålet med modulet er, at deltagerne bliver i stand til at løse udviklingsrelaterede opgaver indenfor nationale operationer ved Forsvarets operative stabe, herunder udvikling af direktiver, bestemmelsesgrundlag og doktriner for nationale operationer. Deltagerne får indsigt og forståelse i nationale operationer og kan reflektere over praksis inden for nationale operationer både i en dansk kontekst og på baggrund af hvordan nationale operationer gennemføres i andre lande. 

 

Deltagerne gives en forståelse for den eksisterende praksis på området og gøres i stand til at kunne identificere behov for at opdatere praksis, samt kunne fremkomme med forslag til en ny hensigtsmæssig praksis inden for nationale operationer.

 

Forudsætninger

Modulet er målrettet MMS studerende, samt stabsofficerer og sagsbehandlere, som i deres funktion har eller skal have berøring med nationale operationer. Modulet appellerer ligeledes til officerer fra beredskabsstyrelsen og chefer på højeste ledelsesniveau. Tilstedeværelsesdelen forudsætter, at deltagerne bidragerne med deres faglige viden og erfaringer. Flest mulige studerende med konkret erfaring på værnsfælles operativt niveau fra enten NATO eller national stabstjeneste prioriteres derfor før øvrige. Deltagerne vurderes på en individuel og konkret baggrund. 

 

Dele af modulet er klassificeret, hvorfor deltagerne skal være sikkerhedsgodkendt til hemmeligt.

 

Læringsudbytte

Efter gennemførelsen af modulet vil den studerende have opnået følgende viden, færdigheder og kompetencer:


Viden

  • Have viden om og kunne reflektere over, hvordan Danmark og andre nationer organiserer og styrer det nationale beredskab på tværs af de aktører, som er involveret i nationale operationer.
  • Vurdere konventionelle og hybride trusler mod Danmark, samt på et videnskabeligt grundlag kunne reflektere over, hvordan resilienstænkning kobler sig til planlægning og gennemførelse af nationale operationer.

 

Færdigheder

  • Kunne vurdere og diskutere betydningen af dimensionerende faktorer for den nationale krisestyring, samt på et videnskabeligt grundlag kunne foretage analyser og udarbejde løsningsmodeller, politikker og koncepter med udgangspunkt i national lovgivning og direktiver, samt NATO koncepter og planer for alliancens forsvar.
  • På baggrund af analyse af de komplekse interaktioner mellem trusler og de militære og civile aktører kunne vurdere teoretiske og praktiske problemstillinger og anvende metoder for opbygning af militære bidrag til det nationale beredskab.

 

Kompetencer

  • Selvstændigt kunne lede tværfaglig udvikling, opdatering og revision af planer, doktriner, koncepter og politikker inden for nationale operationer i nationale stabe.
  • Løbende kunne skabe rum for refleksion over egen læring og selvstændigt tage ansvar for egen faglig udvikling (i relation til nationale operationer).

 

Indhold

På modulet arbejdes der med forskellige teoretiske perspektiver på trusler og opgaver i nationale operationer, samt på hvordan Forsvaret løser opgaverne. Modulet giver et komparativt blik på, hvad Forsvaret har gjort før i relation til nationale operationer, og hvordan sammenlignelige lande arbejder med nationale operationer. 

 

Modulet vil blandt andet komme ind på følgende konkrete emner:

  • Danmarks militærgeografiske placering.
  • Konventionelle trusler mod Danmark.
  • Hybride trusler mod Danmark.
  • Gråzoner mellem fred og krig.
  • Forskellige relevante trusselsscenarier i Dansk område.
  • Resiliens.
  • Forsvarets samlede nationale opgaveløsning.
  • Forsvarets kapaciteter i nationale operationer.
  • Kommando og kontrol i nationale operationer.
  • Doktringrundlaget for nationale operationer.
  • Forsvaret og samfundets beredskab
  • NATO bidrag til operationerne. Host Nations Support samt Joint Logistic Support Group.

 

Undervisnings- og studiemetoder

Modulet gennemføres som en blanding af selvstudie, baseret på læsning af pensum og online læring, og online opgaver som forberedelse til tilstedeværelsesdelen. Undervisningen gennemføres med anvendelse af forskellige undervisningsformer med fokus på former, som styrker den studerendes evne til selvstændigt at erhverve sig viden og analysere, indgå i et tværfagligt samarbejde og udarbejde konkrete forslag til løsninger, samt tage ansvar for egen faglig udvikling. 

 

Der vil blive inddraget studieaktiviteter som forskellige former for gruppearbejde, scenariebaseret undervisning og vejledt selvstudie.

 

Viden bibringes primært på dansk. Enkelte aktiviteter og tekster i det obligatoriske pensum vil være på engelsk.

 

Modulet er bygget op om online aktiviteter, selvstændig opgaveskrivning, klassificeret seminar og et krigsspil.

 

Der opbygges en fælles viden hos deltagerne, og der bygges op til, at de studerende dels kan udvikle samarbejdet med og forståelsen for andre aktører i en tabletop øvelse, og dels kan arbejde individuelt og konkret med en relevant praksisnær problemstilling.

 

Prøvebestemmelser / Certificering / Kontrol

Prøveform: Skriftlig opgave

Bedømmelsesform: Karakter jf. 7-trinsskalaen.

Censur: Ekstern.

 

Eksamen gennemføres som en skriftlig prøve, hvor deltagerne skal demonstrere opfyldelse af kursets læringsmål. Deltagerne skal demonstrere, at de kan analysere en aktuel problemstilling inden for nationale operationer, anvise en løsning med tilstrækkeligt belæg, og vise at de kan anvende begreber, modeller mv. fra det gennemgåede pensum. 

 

Besvarelsen må ikke overstige ti normalsider.

 

Krav til modulet

Der kræves fremmøde i tilstedeværelsesperioderne for at bestå modulet.

 

Der forudsættes en aktiv, selvstændig, nysgerrig og kritisk refleksiv tilgang til faget. Deltagerne skal deltage aktivt i online diskussioner og overvejelser og have læst pensum samt deltage i tilstedeværelsen. Det klassificerede seminar stiller krav om at man er sikkerhedsgodkendt til og med HEM, hvilket skal bekræftes ved ansøgning.

Moduloplysninger

Maj 2024

Studerende på MMS. Officerer fra Forsvaret på niveauet M321-M401 eller tilsvarende civile

Min. 12 - Max. 21

Niveau 7 jf. kvalifikationsrammen for livslang læring

5 ECTS-point

September 2024 – januar 2025

Eksterne deltagere: 3.300 DKK

Forsvarsakademiet

Ryvangs Allé 1

2100 Kbh. Ø

Major Esben Salling Larsen

Institut for Militære Operationer, Forsvarsakademiet

E-mail: esla@fak.dk

FIIN: FAK-IMO-VO09@mil.dk

Tlf.: +45 22 16 24 14

Major
Kenneth Pors Straarup 
Forsvarsakademiet 
MMS-sektionen
E-mail: kest@fak.dk
FIIN: fak-mms02@mil.dk
Telefon: +45 72 81 70 61 

Studiekontoret

OASS Nesrine Dauti

E-mail: neda@fak.dk

FIIN: FAK-STU-02

Tlf.: +45 728 17084

Sidst opdateret 23. september, 2024 - Kl. 10.05