Overblik
Uddannelser
Efteruddannelse
Skoler
Forsvaret udgiver to nye lærebøger, der skal give soldater og militære ledere et fælles fundament for profession og ledelse. Udgivelserne kommer samtidig med, at Forsvaret står foran den største opbygning i mange årtier.
Det er nogle af de spørgsmål, Forsvaret sætter fokus på, når to nye bøger, Militær professionsdannelse og Ledelse af soldater, lander i detailhandlen den 10. november 2026.
Bøgerne skal anvendes bredt i Forsvarets uddannelser og skal være med til at sikre et fælles og tidssvarende grundlag for uddannelsen af fremtidens soldater og militære ledere.
Udgivelserne sker på et tidspunkt, hvor den sikkerhedspolitiske situation har ændret vilkårene for både Danmark og Forsvaret. Forsvaret skal vokse, flere unge mænd og kvinder skal uddannes, og der skal opbygges kampkraft og operative kapaciteter. Men opbygningen handler ikke alene om flere soldater, materiel og nye strukturer. Den handler også om den profession, som de nye medarbejdere bliver en del af, og om hvordan militære ledere uddannes til at tage ansvar, træffe beslutninger og lede mennesker under krævende vilkår.
”Den sikkerhedspolitiske udvikling og den omfattende opbygning af Forsvaret øger behovet for et fælles fagligt og professionelt fundament. Når organisationen skal vokse hurtigt, optage flere medarbejdere og samtidig tilpasse sig nye teknologier og krigens forandrede vilkår, skal fælles normer, faglighed og dømmekraft sikre sammenhæng, retning og ansvarlig handlekraft. Det er afgørende for, at Forsvaret kan udvikle sig med opgaven uden at miste sin professionelle identitet, evne til at kæmpe og demokratiske forankring”, fortæller kommandørkaptajn Vilhelm Stefan Holsting, der er chef for Institut for Ledelse og Organisation ved Forsvarsakademiet.
Et fælles grundlag for den militære profession
Bogen Militær professionsdannelse sætter fokus på de værdier, idealer og forpligtelser, der knytter sig til den militære profession.
Bogen skal understøtte elever, kadetter og studerende i at forstå, hvad det indebærer at være professionel soldat og militær medarbejder – både i teorien og i den konkrete praksis.
Dermed samler og aktualiserer bogen en række centrale principper og erfaringer, som gennem mange år har været en del af Forsvarets uddannelse og praksis.
Ledelse tæt på den konkrete opgave
Bogen Ledelse af soldater retter sig særligt mod de yngste militære ledere, blandt andet på sergent- og løjtnantsuddannelserne.
Udgangspunktet er den konkrete ledelsesopgave: Hvordan leder man mennesker, skaber følgeskab, træffer beslutninger og tager ansvar, når opgaven og situationen stiller særlige krav?
Bogen giver en praksisnær introduktion til den særlige disciplin, det er at lede soldater og kobler ledelsesfaglighed til den virkelighed, som militære ledere skal kunne navigere i.
”Den særlige ledelsesopgave i Forsvaret er at føre soldater og skabe følgeskab i en militær virkelighed præget af usikkerhed, tidspres, risiko og alvorlige konsekvenser. Derfor skal militære ledere allerede til en begyndelse uddannes til mere end at beherske regler og procedurer. De skal kunne stå i spidsen, sikre handlekraft, skabe tillid, rummelighed og sammenhold, udvise mod og vilje, og udøve sikker faglig og etisk dømmekraft. De skal tage ansvaret, når vilkårene gør det vanskeligt at handle og gøre det rigtige”, fortæller kommandørkaptajn Vilhelm Stefan Holsting.
En opdatering – ikke en revolution
De to bøger ændrer ikke grundlæggende Forsvarets syn på profession og ledelse. De samler, systematiserer og opdaterer et fælles fundament på et tidspunkt, hvor behovet for et stærkt og ensartet uddannelsesgrundlag er afgørende.
Når Forsvaret skal uddanne og udvikle et stort antal nye medarbejdere og ledere, bliver det samtidig vigtigt at skabe en fælles forståelse af, hvad det vil sige at være soldat, og hvad der forventes af dem, der får ansvar for at lede andre.
Begge bøger udkommer den 10. november 2026 fra forlaget Samfundslitteratur som fysisk bog, e-bog og lydbog. Bøgerne skal anvendes som undervisningsmateriale i Forsvaret, men vil samtidig være tilgængelige for offentligheden.
Flere udgivelser på vej
Udgivelserne er første del af en række bøger, der skal understøtte Forsvarets uddannelse og udvikling.
I begyndelsen af 2027 følger Militær Ledelse – Forsvarets Ledelsesgrundlag udfoldet og anvendt, som kan læses af alle, men særligt er målrettet kadetter. Her går Forsvaret mere i dybden med den samlede forståelse af militær ledelse og med, hvordan Forsvarets ledelsesgrundlag kan omsættes og anvendes i praksis.
Med de tre udgivelser styrker Forsvaret dermed et fælles fagligt grundlag for profession, ledelse og uddannelse i en tid, hvor Forsvaret er under omfattende opbygning.
Forsvarsakademiet stiller gerne op til en samtale om de nye bøger, herunder hvad der ligger bag udgivelserne, og hvorfor uddannelse, profession og ledelse spiller en stadig vigtigere rolle i opbygningen af et stærkere dansk forsvar.
Kontaktperson
Major Jakob Rømer Barfod
E-mail: FAK-ILO-34@mil.dk
Telefon: 40 31 50 13