Uddannelse
Overblik
Uddannelser
Efteruddannelse
Skoler
På den nye kursusplatform MinUddannelse kan medarbejdere i Forsvarsministeriets koncern nemt og enkelt tilmelde sig kurser, og chefer kan bruge den til at understøtte medarbejdernes kompetenceudvikling.
Foto: Koncernfælles Kursusadministration
MinUddannelse samler alle kurser, e-læring og information vedrørende uddannelse inden for Forsvarsministeriets koncern ét sted på internettet. På den måde kan medarbejderne hurtigt og nemt danne sig et overblik over relevante kurser samt foretage tilmelding. Med den nye platform får medarbejderne et fleksibelt udbud af kurser, som kan tages, når behovet opstår.
MinUddannelse er en vigtig brik i forsvarsforliget samt Forsvarets Uddannelsesstrategi, hvor tilgængelige og tidssvarende uddannelser og kurser vægtes højt. Målet er at sikre, at vi løbende uddanner og udvikler os på alle niveauer gennem hele karrieren.
Den nye kursusplatform giver bedre muligheder for både medarbejder, chef og kursusleder.
Først og fremmest får medarbejderen et overblik over alle kurser i Forsvaret og Forsvarsministeriets koncern ét sted, og det bliver nemt og hurtigt at til- og afmelde sig kurser. Via funktionen ’holdagent’ kan man som medarbejder også få notifikationer, når der bliver udbudt hold på kurser, som interesserer én. Man kan også støtte sine kolleger ved at tippe dem om relevante kurser.
Som chef og leder får man et overblik over sine medarbejderes kursusaktivitet, ligesom man får mulighed for at tilmelde sine medarbejdere til kurser. MinUddannelse kan dermed bruges som værktøj til at understøtte medarbejdernes kompetenceudvikling.
MinUddannelse giver kursusledere mulighed for nemt og hurtigt at oprette hold og kurser, og platformen kan også bruges til at kommunikere med kursister. Samtidig giver platformen et overblik over alle administrative opgaver i forbindelse med kurser.
MinUddannelse er udviklet af Koncernfælles Kursusadministration sammen med hele Forsvaret samt med rådgivning fra Center for Cybersikkerhed/FE og Cyber- og Informationssikkerhedsdivisionen ved Forsvarskommandoen.