Ceremoni for kommandooverdragelse

Foto: Hærens Officersskole

Hærens Officersskole på Frederiksberg Slot har i denne uge fået ny chef. Det drejer sig om oberst Thor Hilton, hvis karriere i Forsvaret spænder over mere end tre årtier. Chefstillingen overtager han fra oberst Nicolas Teodors Veicherts, der for nylig blev udpeget som forsvarsattaché i Paris.

 

Om sin nye rolle som chef for Hærens Officersskole udtaler han: ”Det er en drøm og en ære at varetage jobbet som chef for Hærens Officersskole, for i mine øjne hviler hele grundlaget for officerens virke på en stærk uddannelse. En officer skal møde nutidens sikkerhedspolitiske udfordringer med de bedste forudsætninger, kløgt og våben – Ingenio et Armis.”

 

Den nytiltrådte chef udnævnes til oberst i Hæren på åremål i fire år fra den 15. august 2023 og beordres efter ansøgning i stillingen som chef for Hærens Officersskole fra samme dato.

 

Thor Hilton kommer fra en stilling i Forsvarsstabens Operative Policysektion og har tidligere blandt andet været udsendt som militærrådgiver ved Danmarks FN Mission i New York, USA og forsvarsattaché ved Den Danske Ambassade i Islamabad i Pakistan. Udover at have været militær assistent for chefen for Hærens Operative Kommando har Thor også en lang operativ karriere med udsendelser til Irak, Afghanistan og Bosnien.