Analyse: Fødevare- og energiaftaler kan styrke Vestafrikas politiske position internationalt

Som de fleste nyhedsartikler, analyser og debatindlæg efterhånden har gjort gældende i et år, har krigen i Ukraine haft omfattende konsekvenser for europæisk sikkerhed. Selvom krigen foregår i det europæiske nabolag, er dens konsekvenser vidtrækkende.

I Vestafrika har krigen eksempelvis forværret eksisterende faremomenter.

Den globale opvarmning har i lang tid ført til flere tørkesituationer og oversvømmelser, hvilket betyder, at det bliver sværere at dyrke afgrøder. Samtidig er befolkningstallet i kraftig vækst. Det sænker tærsklen for, hvornår knaphed bliver til decideret fødevaremangel.

Denne udvikling er blevet forværret af konflikten i Ukraine. Krigen har allerede påvirket fødevareforsyningen, -produktionen og -priserne og ligeledes forstyrret forsyningskæderne til flere lande i Vestafrika. Særligt lukningen af Sortehavet, hvorigennem størstedelen af handelen mellem Rusland og Vestafrika finder sted, har haft en særlig mærkbar effekt og resulteret i voldsom inflation.

Ifølge tradingeconomics målte Nigeria i januar i år en inflation på små 22 procent. Det er den højeste inflation siden 2005. Samtidig registrerede Ghana i december sidste år den højeste inflation siden 2001 med 54,1 procent. På samme måde har krigen også medført forstyrrelser i olieforsyningerne.

Rusland er både en af verdens største militærmagter og verdens andenstørste eksportør af råolie. Kun Saudi-Arabien eksporterer mere råolie end Rusland. Ruslands energiaftaler i Vestafrika er blevet påvirket på kort sigt grundet en forventelig omdirigering af ressourcer. Generelt har dette udløst protester, hvor (vest)afrikanerne viser deres utilfredshed over de stigende priser og den manglende fødevaresikkerhed.

Samlet set betyder det, at eksisterende spændinger og konflikter i Vestafrika pludselig har gode betingelser at vokse i. Dog kan samarbejde på tværs af lande og EU være en løsning på udfordringerne.

Vestafrika som geopolitisk skakbræt

Krigen i Ukraine har accelereret et igangværende magtspil mellem Rusland, Kina og Vesten. Alle tre søger enten at bibeholde eller udvide indflydelse i Vestafrika.

Rusland forsøger at gøre det gennem Wagnergruppen og med militærstøtte til militærjuntaer, Kina gør det gennem infrastrukturprojekter, og Vesten gør det blandt andet med økonomisk støtte til bekæmpelse af terrorisme og promovering klimavenlige tiltag. Andre stater, eksempelvis Tyrkiet, har også øget deres engagement i Vestafrika. Det har blandt andet været ved dronediplomati og et stærkt religiøst narrativ.

Eksempelvis indledte militærjuntaen i Bamako, hovedstaden i Mali, et samarbejde med den notoriske Wagnergruppe – som mere eller mindre er tydeligt støttet af Rusland - i en eksisterende og hastigt stigende strid med Frankrig. Dét har ført til en grundlæggende gentækning af Frankrigs tilstedeværelse i Vestafrika. Hyppige beskyldninger om neokolonialisme giver ligeledes Vesten udfordringer.

Modsat er Rusland, Kina og Tyrkiet oftest meget pragmatiske i deres samarbejde med vestafrikanske stater. Eksempelvis er Wagnergruppens lejesoldater beskyldt for omfattende menneskerettighedskrænkelser, mens kinesiske skibe oftest anklages for illegalt fiskeri.   

Den seneste tid med sammenstød mellem Rusland, Kina og Vesten vidner om, at disse geopolitiske magtkampe har dybtgående konsekvenser for Vestafrikas politiske stabilitet, økonomiske udvikling og generelle sikkerhed.

En gylden mulighed for Vestafrika?

De vestafrikanske lande har enorm rigdom, når det kommer til naturressourcer, herunder store frugtbare arealer til landbrug. EU’s sanktioner mod Rusland, der skete som konsekvens af invasionen af Ukraine, og beslutning om at udfase afhængigheden af russisk olie og gas udgør et mulighedernes vindue.

På samme tid muliggør potentialet for den øgede eksport af fossile brændsler til europæiske lande en øget indtjening for flere vestafrikanske lande. Den indtjening kan på sigt bruges til at investere i landendes egen produktion eksempelvis af energi.

Nigeria leverer allerede flydende naturgas til flere europæiske markeder, og senest har blandt andre Senegal oplyst, at krigen i Ukraine har ført til stigende vestlig interesse for landets gasreserver. Situationen gør det muligt for landene at komme ud af den såkaldte ’ressourceforbandelse’.

 

Samtidig udgør presset på fødevareforsyningen en oplagt grund til at styrke den hjemmelige landbrugssektor. Det forudsætter dog, at der er politisk og folkelig vilje til at implementere nødvendige tiltag. Det kan være tiltag såsom investering i fødevare- og energimodstandsdygtighed for at imødekomme fremtidige eksterne chok. Det kan eksempelvis ske ved at fremme regional samhandel samt udvikle og investere i regionens agroindustri.

Et vigtigt element i den forbindelse bliver dog den rolle, som omverdenen vil spille.

Den genopståede stormagtskonkurrence i lyset af Ukrainekrigen giver (vest)afrikanske ledere mulighed for at spille forskellige internationale aktører ud mod hinanden for derefter at forfølge egeninteresser.

I den forbindelse er det vigtigt at erkende, at der ikke nødvendigvis altid er sammenfald mellem europæiske og vestafrikanske interesser. Erfaringer viser, ar den modsatte opfattelse hurtigt kan føre til misforståelser, fejlkalkulationer og frustration.

På trods af diverse fremtidige uenigheder kan Vesten dog ikke tillade sig at disengagere sig fra Vestafrika og Afrika generelt. Et vestligt disengagement vil blot overlade handlerum til strategiske konkurrenter som Rusland og Kina samt forvolde øgede problemer i form af klimaflygtninge, terrorisme og organiseret kriminalitet.

Regionen behøver således partnere med langsigtede initiativer og visioner, som sikrer tilblivelsen af Vestafrikas politiske og økonomiske robusthed – herunder også fødevare- og energisikkerheden.

Det understreger behovet for, at Vesten og EU fortsætter deres stabiliseringsengagement i regionen til at understøtte blomstringen af sådanne initiativer og visioner for at mitigere effekterne af klimaudfordringer og bekæmpe terroristorganisationer samt indfri det enorme politiske og økonomiske potentiale som Vestafrika besidder.

 

Engagementet skal bidrage til, at staterne kan løse nærværende problemer selv. Det kan eksempelvis være bekæmpelse af voldelige ekstremisme, pirateri og smugleri. I den forbindelse er det især vigtigt at inddrage ligesindede partnere, regionale institutioner og NGO’ere med henblik på at opbygge bæredygtige tiltag samt regionalt ejerskab. Her kan organisationer og initiativer som ECOWAS, Accra-initiativet og G5 Sahel være en hjælp.

Det forbliver derfor essentielt, at vestlige såvel som (vest)afrikanske ledere ikke blot underskriver diverse aftaler om engagement, men ligeledes viser den nødvendige, politiske vilje til at adressere de grundlæggende årsager til konflikt. Krigen i Ukraine præsenterer sig således som en gylden mulighed for Vestafrika til at promovere intraregional handel og diverse langsigtede samarbejdsprogrammer for at fremme det regionale ejerskab og sikre regionens sikkerhedsmæssige position i en turbulent og usikker geopolitisk nutid og fremtid.