Henrik Breitenbauch

Kommende dekan ved Forsvarsakademiet Henrik Breitenbauch.

Snart vil vi kunne byde Henrik Breitenbauch velkommen som Forsvarsakademiets nye dekan, når han starter i stillingen den 1. marts 2022. Henrik kommer fra en stilling som centerleder og seniorforsker ved Center for Militære Studier ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

 

Chefen for Forsvarsakademiet Henrik Ryberg udtaler: ”Vi ser frem til at byde Henrik velkommen som dekan ved Forsvarsakademiet. Der venter spændende udfordringer for udviklingen af FAK, som jeg tror Henrik er den helt rigtige til at være med til at løse.”

 

Henrik Breitenbauch udtaler: ”At Forsvarsakademiet bidrager til forskning, udvikling og uddannelse på højt niveau for Forsvarets og for Danmarks skyld bliver kun endnu vigtigere i kommende år, også på grund af den bekymrende internationale udvikling. Jeg glæder mig meget til opgaven.”

 

Som leder af Center for Militære Studier har Henrik været med at styrke forskningen og den offentlige debat om dansk forsvars- og sikkerhedspolitik. Senest bidrager han til processen omkring regeringens sikkerhedspolitiske analysegruppe under ledelse af ambassadør Michael Zilmer-Johns, herunder med forskellige analysepapirer og sparring med analysegruppens sekretariat.

 

Henrik kommer til FAK med et stærkt internationalt netværk og erfaring – blandt andet har han i flere omgange arbejdet med strategiudvikling for NATO. Før CMS var Henrik ansat ved det daværende Dansk Institut for Militære Studier og ved Dansk Institut for Internationale Studier. Han er ph.d. fra Institut for Statskundskab på Københavns Universitet og er i øvrigt uddannet ved Københavns og Aarhus Universiteter samt Sciences Po i Paris.

 

Vi ser frem til et spændende og stærkt samarbejde.