Overblik
Uddannelser
Efteruddannelse
Skoler
Irland har nedsat en ny uafhængig forsvarskommission, der skal arbejde med fremtidsvisioner og prioritering for det irske forsvar med nye trusler frem mod 2030. Fra Danmark vil Anja Dalgaard-Nielsen, chef for institut for strategi ved Forsvarsakademiet, bidrage med sin ekspertviden om bl.a. nye trusler og efterretningsarbejde.
Ekspertgruppen i den nye forsvarskommission har til formål at udarbejde anbefalinger til den irske regering og det irske forsvars struktur, størrelse, kapaciteter og bemanding set i lyset af nye trusler og teknologier. Det er første gang, irerne vælger at inddrage udenlandske eksperter i en forsvarskommission.
Anja Dalgaard-Nielsen glæder sig til at tage fat på opgaven med sine internationale kolleger: ”Jeg ser frem til at bidrage til et helhedsblik på irsk forsvar, herunder kommandostrukturer, ledelsesmæssige forhold og rekruttering af nye fagligheder til at supplere den militærfaglige kompetence,” siger hun.
Forsvarskommissionen forventes af fremlægge en samlet rapport med anbefalinger til den irske udenrigs– og forsvarsminister, Simon Coveney, inden for et år.
Anja Dalgaard-Nielsen er ph.d. og chef for Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet og Professor II ved University of Stavanger’s Center for Risk Management and Societal Security.
Hendes ekspertiseområder omfatter strategi, terrorbekæmpelse, specialoperationer, samfundsmæssig resiliens og civilt-militært samarbejde. Hun er tilknyttet Stanford University Center for International Security and Cooperation, og hun sidder i bestyrelsen for Instituttet for fremtidsforskning i København. Anja har tidligere været ansat som afdelingschef i Politiets Efterretningstjeneste, hvor hun havde ansvaret for terroranalyse, forebyggelse og ekstern sikkerhedsrådgivning. Hun er forfatter til en række forskningsartikler og bøger, senest bogen ’Tryg i en terrortid – når vi forstår mere, bliver vi mindre bange’ fra 2019, som er skrevet i samarbejde med Lotte Lund. I 2017 modtog Anja Dalgaard-Nielsen Danmarks Radios Rosenkjærpris for fremragende forskningsformidling.
Foruden Anja Dalgaard-Nielsen består Forsvarskommissionen af følgende medlemmer:
Aidan O’Driscoll (Irland), Peter Brazel (Irland), admiral Haakon Bruun-Hanssen (Norge), Shay Cody (Irland), Maura Conway (Irland), Marie Cross (Irland), Dan Harvey (Irland), Caitriona Heinl (Irland), John Minihan (Irland), generalløjtnant Conor O’Boyle (Irland), generalløjtnant Esa Pulkkinen (Finland), Geraldine Tallon (Irland), Gerry Waldron (Irland) og Jane Williams (Irland).