Vi lever i dag i et komplekst samfund, som er karakteriseret ved, at der ikke er en normaltilstand på den anden side af en aktuel krise.

 

I stedet afløser kriser hinanden i endnu højere grad end tidligere. På den måde sker den konstante omveksling ikke mellem normalitet og anormalitet, men nærmere i form af udsving på en kriseskala. Så snart Covid-19 slap sit greb i os, brød krigen i Ukraine ud.

 

Sådan er det at leve i et krisesamfund.

 

Vi skal derfor forholde os til en ny normal, hvor samfundet som helhed eller dele deraf hele tiden går fra én krise til en ny. Det stiller krav til både statens og befolkningens beredskabstænkning, omstillingsevne og dygtighed til at styre kriser.

 

I denne nye normaltilstand spiller samfundssikkerhed en helt central rolle som et samlende begreb, som kan hjælpe os med at genopfinde den brede beredskabstænkning, som gled i baggrunden efter Den Kolde Krigs afslutning.

 

Krisebegrebet i sig selv stammer fra lægeverdenen og betegner en fase, som enten fører til helbredelse eller død. På samfundsplan kan krisen således beskrives som en prøvelse, hvor resultatet bliver et katastrofalt kollaps eller glæden ved at komme helskindet igennem.

 

Faktisk kan samfund ligefrem styrkes af at gennemleve kriser, forudsat at forberedelsen var fornuftig og udførelsen god – og hvis man sørger for at lære af erfaringerne. Energiforsyningskrisen i 2022 blev for eksempel en drivkraft i den grønne omstilling herhjemme.

 

At sikre staten i krisesamfundet kræver imidlertid nye tilgange, som går på tværs af traditioner og udfordrer vanetænkning. Fremtidens kriser og katastrofer kan nemlig ikke håndteres med strukturer og tankegange fra den gamle verden.

 

Samfundssikkerhed sætter rammen 

Danmark har i dag et decentraliseret samfundsberedskab, som bygger på et udtalt sektoransvarsprincip. I det system er de enkelte samfundssektorer såsom sundhed, energi og transport hver især ansvarlige for beredskabsplanlægning og krisestyring inden for egen sektor.

 

Dette princip, som blev indført i begyndelsen af 1990’erne som afløsning for civilforsvaret under Den Kolde Krig, har vist sit værd gennem tre årtier. I den periode var kriserne typisk kortvarige og koncentrerede og kunne løses gennem effektiv koordination på tværs af sektorerne.

Coronakrisen udfordrede imidlertid sektoransvarsprincippet med sin langvarige og ressourcekrævende belastning på tværs af samfundet. Senest har Ukrainekrisen vist, hvordan forsyningssikkerhed, energipolitik og allianceforhold er uløseligt forbundne.

 

Nutidens vestlige samfund er imidlertid så komplekse, at det er vanskeligt at analysere aktuelle krisesituationer til bunds og forberede sig på alle mulige scenarier. Forskningen viser, at komplekse problemer bedst løses med enkle redskaber og klare svar sat ind i en overordnet forståelsesramme.

 

I det lys bidrager samfundssikkerhed som paraplybegreb til at håndtere udfordringerne.

 

Sikkerhedspolitik betegner traditionelt de udadvendte aktiviteter i form af allianceforhold, diplomati og øvrige internationale relationer, som har til formål at beskytte statens integritet og eksistens mod ydre trusler.

 

Først og fremmest handler sikkerhedspolitik om at afværge militære angreb på statens territorium og interesser fra andre statslige aktører. Som en pendant hertil adresserer samfundssikkerhed statens modstandskraft over for indre trusler såsom naturskabte og teknologiske katastrofer, terrorisme og forsøg på destabilisering af samfundet.

Destabilisering sker blandt andet gennem påvirkning fra andre statslige aktører i det såkaldte hybride felt. Gråzonen mellem krig og fred, hvor stater i det skjulte forsøger at underminere andre stater gennem desinformation, sabotageaktioner og ikke mindst aktiviteter i cyberdomænet, udgør et særligt komplekst område, hvor den traditionelle opdeling i samfundssektorer og adskilte ansvarsområder ikke altid er nyttig.

 

Som overordnet begreb fordrer samfundssikkerhed derfor en holistisk tilgang til beredskab, der forener tidligere tiders totalforsvar med en moderne resilienstankegang. Resiliens kan defineres som dynamisk modstandskraft og er en positiv egenskab ved komplekse samfundssystemer.

 

Samfundssikkerhed berører hele befolkningen

Et resilient samfund er i stand til at modstå chokpåvirkninger ved at udnytte de samlede ressourcer, som er tilgængelige i et komplekst system såsom et samfund. Det gælder civile såvel som militære myndigheder, civilsamfundets organisationer, private virksomheder og ikke mindst borgerne som grupper og individer.

Mens det kan være særdeles vanskeligt præcist at definere de udfordringer og problemer, Danmark i lighed med andre nordiske og vestlige samfund står overfor, er svaret på disse problemer i virkeligheden rimeligt klart: Et sikkert samfund skabes gennem helhedsorienteret beredskabsplanlægning, fornuftig forsyningspolitik, fleksible krisestyringsorganisationer og evnen til konstant at lære af erfaringer fra øvelser og indsatser.

 

Disse aktiviteter kan med fordel samtænkes under paraplybegrebet samfundssikkerhed. Med samfundssikkerhed menes altså de samlede forberedende og afhjælpende aktiviteter, der skal sikre samfundets fortsatte funktion under kriser og krig.

 

 

Samfundssikkerhed går på tværs af sektorer og niveauer, inkluderer offentlige såvel som private aktører, og forener civile og militære og offentlige ressourcer, ligesom det er noget, der berører hele befolkningen.

 

Således kan samfundssikkerhed forstås som et paraplybegreb, der samler og giver retning til det, samfundet gør for at kunne imødegå alt fra direkte og hybride trusler samt menneskeskabte såvel som naturskabte risici. Gennem fælles indsats skal vi ruste samfundet bedre til at møde den næste krise, hvad enten det er en ny pandemi, en sikkerhedspolitisk krise eller noget helt tredje.

 

På Forsvarsakademiet forsker vi i samfundssikkerhed for at styrke Kongeriet Danmarks evne til at håndtere fremtidens kriser bedst muligt gennem kompetenceudvikling, forskningsbaseret undervisning, myndighedsbetjening og formidling. Aktiviteterne er forankret i Institut for Strategi og Krigsstudier, og forskningsprojektet RESECTOR, finansieret af NordForsk, vil i perioden 2023-2026 udgøre kernen i Forsvarsakademiets forskningsaktiviteter inden for samfundssikkerhed.