[Oprindeligt publiceret af Forsvarsakademiet]

Chef for Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet ph.d. Anja Dalgaard-Nielsen er af NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg blevet udpeget til at blive en del af NATO’s nye ’high level reflection group’. Den nye gruppe på i alt 10 medlemmer får til opgave at komme med bud på, hvordan NATO’s politiske dimension kan styrkes.

”NATO-alliancen står i dag over for et diffust trusselsbillede – et mere aggressivt Rusland, terrorisme, hybride trusler og cybertrusler, irregulær massemigration og et stærkere Kina, der udfordrer den vestlige verdensorden. Så langt er der enighed. Men hvilke udfordringer er de vigtigste, og hvad skal NATO gøre ved dem? Her hersker der ikke enighed. Opgaven for den nye strategigruppe bliver at give bud på, hvordan NATO kan styrkes som en politisk alliance. For at sætte det på spidsen - der skal ikke være fokus på hvilke militære kapaciteter, budgetter og investeringer NATO skal have, men på hvilket politisk formål alliancen skal tjene nu og i fremtiden,” forklarer Anja Dalgaard-Nielsen.

Den nye strategiske gruppe skal give indspil og friske perspektiver på, hvordan NATO’s strategiske og politiske dimension kan styrkes. Gruppen skal udarbejde en rapport, som skal præsenteres i december 2020. Inden for få uger vil generalsekretær Jens Stoltenberg samle gruppen til et virtuelt opstartsmøde for at igangsætte arbejdet.

”Det er et stort privilegium for mig at få mulighed for at bidrage til denne centrale opgave, og jeg ser frem til en dialog, hvor kunsten blandt andet bliver at finde en fællesnævner i perspektiver fra begge sider af Atlanten - fra nordlige, sydlige, østlige, vestlige samt store og små NATO-lande” siger Anja Dalgaard-Nielsen.

Hvert land i NATO er blevet bedt om at indstille et antal kandidater, hvoraf ti er blevet udvalgt af generalsekretær Jens Stoltenberg. Udover Anja Dalgaard-Nielsen er følgende udpeget til gruppen: Greta Bossenmaier (Canada), Hubert Védrine (Frankrig), Thomas de Maizière (Tyskland), Marta Dassù (Italien), Herna Verhagen (Holland), Anna Fotyga (Polen), Tacan Ildem (Tyrkiet), John Bew (Storbritannien) og Wess Mitchell (USA).

Forsvarsakademiet tilbyder rådgivning - også til allierede
Anja Dalgaard-Nielsen er en af Forsvarsakademiets eksperter, som står til rådighed for hele Rigsfællesskabet og dets allierede i forbindelse med rådgivning og ekspertviden.

Forsvarsakademiets dekan, ph.d. Peter Dahl Thruelsen, forklarer: ”Anjas kommende bidrag til NATO er et godt eksempel på, hvordan Forsvarsakademiet kan bidrage med strategiudvikling. Vi laver forskning og udvikling i forhold til aktuelle sikkerhedspolitiske problemstillinger. Jeg er rigtig glad for, at Jens Stoltenberg og NATO har udpeget Anja til denne vigtige opgave, og jeg er ikke tvivl om, at hun er den rigtige kandidat til opgaven. Anja har en særlig evne til at tænkte langsigtet og strategisk om mange af de komplekse sikkerhedsudfordringer, vi som samfund står ovenfor i dag,” siger han.

Anja Dalgaard-Nielsen
Anja Dalgaard-Nielsen er ph.d. og chef for Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet og Professor II ved University of Stavanger’s Center for Risk Management and Societal Security.

Hendes ekspertiseområder omfatter strategi, terrorbekæmpelse, specialoperationer, samfundsmæssig resiliens og civilt-militært samarbejde. Hun er tilknyttet Stanford University Center for International Security and Cooperation, og hun sidder i bestyrelsen for Instituttet for fremtidsforskning i København. Anja har tidligere været ansat som afdelingschef i Politiets Efterretningstjeneste, hvor hun havde ansvaret for terroranalyse, forebyggelse og ekstern sikkerhedsrådgivning. Hun er forfatter til en række forskningsartikler og bøger, senest bogen ’Tryg i en terrortid – når vi forstår mere, bliver vi mindre bange’ fra 2019, som er skrevet i samarbejde med Lotte Lund. I 2017 modtog Anja Dalgaard-Nielsen Danmarks Radios Rosenkjærpris for fremragende forskningsformidling.

Anja Dalgaard-Nielsen har sin ph.d. fra det amerikanske Johns Hopkins University, School of Advanced International Studies (SAIS).

Mere information og kontakt
Anja Dalgaard-Nielsen vil varetage opgaven fra NATO samtidig med, at hun leder Institut for Strategi på Svanemøllen Kaserne i København.

Anja Dalgaard-Nielsen: andn@fak.dk
Dekan Peter Dahl Thruelsen: pdth@fak.dk