[Oprindeligt publiceret af Forsvarsakademiet]

USA’s exit-strategi fra Afghanistan har båret præg af et italesat hovedmål om overdragelse af ansvar til de nationale myndigheder i landet. Exit-strategien udmærker sig ved sin lighed med USA’s afvikling af sit engagement i Vietnam for snart et halvt århundrede siden, hvor begrebet Vietnamisation fik en central position i forhold til den amerikanske tilbagetrækning. Selvom den amerikanske politik officielt lagde vægt på positiv overdragelse af national selvbestemmelse til regeringen i Sydvietnam, var målet med Vietnamisation næppe blot at slå et slag for det internationalt anerkendte princip om national selvbestemmelse. Den amerikanske opinion spillede en afgørende rolle og afslutningen af engagementet i Vietnam kan i lige så høj grad ses som en reaktion på den massive folkelige modstand mod krigen. Omtrent 40 år efter kan Obama-administrationen notere sig en lignende negativ trend i opbakningen til krigen i Afghanistan, og reaktionen er lidt af et sammentræf. Begge exitstrategier placerer princippet om national selvbestemmelse i centrum og fremskynder den militære transition. Tilbagetrækning af kamptropper er i begge tilfælde blevet lagt ind under denne politiske idealisme. Nixon og Kissinger vidste, at krigen i Vietnam var tabt. Vietnamisation havde i høj grad til formål at slutte USA’s engagement på en måde, der tog hensyn til USA’s internationale renomme.

Spørgsmålet er så om de mange strategiske ligheder kan overføres til samme konklusion: krigen er tabt. Briefet har til hensigt at nærme sig svaret på dette spørgsmål via en komparativ analyse af de to amerikanske exit-startegier i henholdsvis Vietnam og Afghanistan.

Download briefet: Exit by Afghanistan