Overblik
Uddannelser
Efteruddannelse
Skoler
58 unge er blevet optaget på Hærens nye officersuddannelse, der giver mulighed for optag direkte efter gymnasiet og tilsvarende uddannelser.
Hele 58 er den 11. august 2025 startet på uddannelsen startet på den nye officersuddannelse i Hæren. Foto: Magnus Terp, Forsvaret
Der er stor interesse for Forsvarets nye officersuddannelse. På den nye uddannelse kan man søge direkte ind på officersskolerne med en niveau 4 uddannelse (studentereksamen STX, HHX, HTX, EUX og HF) uden at skulle tage en civil bacheloruddannelse først. Dette åbner op for, at konstabler, sergenter og løjtnanter med ovenstående baggrund kan søge.
”Unge med en frisk niveau 4 uddannelse skal til at finde ud af, hvilken uddannelses- og arbejdsretning, de ønsker at gå i. Nu kan Forsvaret tilbyde noget helt unikt med introduktionen af denne uddannelse hvor unge, der drømmer om at blive officerer, kan komme ind på dét spor med det samme,” siger Henrik Jedig Jørgensen, chef for Forsvarsakademiets Uddannelsesafdeling.
Uddannelsen skal imødekomme et akut behov for flere officerer i Hæren og giver de studerende en bred indføring i militær ledelse, taktisk forståelse og operativ praksis. Allerede tidligt i forløbet kommer de studerende ud i praksis gennem et halvt års praktik i enhederne.
"Vi taler om uddannelse i føring og ledelse i helt professionsnær forstand," siger Thor Hilton, chef for Hærens Officersskole. Han tilføjer, ”det studiekompetenceudviklende modul giver de unge et solidt akademisk fundament, og praktikperioden gør dem i stand til at tage ansvar allerede under uddannelsen."
De studerende kan efter færdiggjort officersuddannelse udnævnes til premierløjtnant med samme opgaveportefølje og karrieremuligheder som studerende fra de eksisterende uddannelser. To hold unge har i 2025 været igennem en forsøgsordning. Første hold bestående af syv elever, der forinden havde gennemført løjtnantsuddannelsen og andet hold bestående af 16 sergenter. Forsøgsordningen blev udviklet i tæt samarbejde mellem Hærens Officersskole, Forsvarsakademiet, Hæren og Forsvarskommandoen.