Overblik
Uddannelser
Efteruddannelse
Skoler
Den nye Master i Militære Studier sætter officerer i førersædet med et skarpt fokus på operative, teknologiske, og strategiske kompetencer, der forbereder Forsvaret på fremtidens kriser og konflikter.
Foto: Forsvaret
Den forværrede sikkerhedspolitiske situation medfører naturligt, at Forsvarsakademiet tilpasser uddannelserne. Master i Militære Studier (MMS) er derfor blevet revideret med ny studieordning (2024), som styrker de studerendes viden og færdigheder inden for operativ planlægning og militær styrkeudvikling og samtidig giver dem tidssvarende, tværfaglig militær viden og kompetencer til at navigere i komplekse konfliktscenarier.
Modulet ”Militære Operationer” er blevet udvidet fra 10 til 16 ECTS-point for at give de studerende en dybere indsigt i operative planlægningsprocesser samt en øget forståelse for værnsfælles operationer. Hvor modulet i den tidligere studieordning havde fokus på operationsanalyse, har det udvidede modul nu også fokus på planlægningen og føring.
Chefen for Forsvarsakademiet, generalmajor Flemming Mathiasen, udtaler: ”Det er afgørende, at der i uddannelsen er fokus på, at stabsofficererne efter masteruddannelsen er stærke i operativ planlægning og føring.”
De studerende trænes blandt andet i at bidrage til udarbejdelsen af operative planer og anbefalinger ved anvendelse af NATO’s operative planlægningsmetoder, samt i at opstille løsningsmodeller på baggrund af egne vurderinger af den operative folkeret, den strategiske kontekst og NATO’s operative ramme.
For at højne tværfagligheden har modulerne fået et generelt forøget fokus på teknologi, styring og strategi. De nye moduler ”Militær adaption” og ”Militær styrkeudvikling” introduceres for at give de studerende en helhedsforståelse for, hvordan Forsvaret og dets kapaciteter opbygges og tilpasses i både freds-, krise- og krigstid.
Modulet ”Militær Adaption” fokuserer på, hvordan militære organisationer tilpasser sig under krise og krig for at håndtere de krav, trusler og muligheder, der opstår i organisationen samt fra dens nationale og internationale omgivelser. De studerende får større indsigt i strategisk, teknologisk og organisatorisk adaption, hvorpå de får kendskab til både handlemuligheder- og begrænsninger for samme. Konkret får de eksempelvis forståelse for NATO’s aktuelle udvikling på det militærstrategiske samt operative niveau. Derudover lærer de at udvikle undersøgelsesdesign samt at indgå i ledelsesstrategiske drøftelser og forandringsprocesser.
Modulet ”Militær Styrkeudvikling” fokuserer på fredstid og giver de studerende tværfaglige kompetencer i forhold til teknologisk forståelse, proces- og organisationsforståelse samt kapacitetsudvikling. Herved øges de studerendes evne til bidrage til Forsvarets organisering og styring af udviklingen af miltære kapaciteter. Eksempelvis indgår læring om tværorganisatorisk governance samt om teknologi-, forandrings-, og innovationsledelse. Derudover lærer de studerende at udforme løsningsforslag til udvikling af militære styrker samt koordinering af dette mellem myndigheder, politiske beslutningstagere samt øvrige aktører.
Flex-modulerne er i den nye studieordning blevet afskaffet til fordel for en fast struktur af moduler på uddannelsen, der sikrer et mere sammenhængende og ensartet forløb. Dette giver alle studerende samme udgangspunkt for påbegyndelsen af hvert modul, fordi de alle har et fælles vidensgrundlag fra forudgående fag. Herved øges uddannelsens progression, kvalitet samt det samlede læringsudbytte af uddannelse forbedres.
Selvom fleksibiliteten mindskes en smule, er det nu lettere for de studerende at forudsige, hvornår modulerne ligger. Modulerne udbydes ligeledes to gange årligt, og de mere tidskrævende tilstedeværelsesperioder annonceres i god tid. Herved vil den enkelte studerende og dennes enhed i højere grad kunne planlægge og samtidig vil strukturen i højere grad gøre det muligt at følge hele studiet med de samme kollegaer. Derudover har man fortsat seks år til at gennemføre uddannelsen, og det er muligt efter endt uddannelse at tage Flex-modulerne, som efter 2026 overgår til efteruddannelseskurser.
Henrik Breitenbauch, dekan ved Forsvarsakademiet, fremhæver: ”Den faste ramme forventes at medvirke til et mere udbytterigt studieforløb sammenholdt med, at det er målet, at en fast modulrækkefølge styrker den ”røde tråd” i uddannelsesforløbet samt fremmer rammerne for et højere læringsudbytte af den samlede uddannelse.”
Med indførelsen af de nye moduler er modulet ”Militær ledelse” blevet afskaffet. I stedet er ledelse, herunder organisatorisk ledelse, blevet integreret som et tværgående element i uddannelsens andre moduler, herunder særligt i ”Militær strategi”, ”Militær styrkeudvikling” og ”Militære operationer”. Eksempelvis vil de studerende trænes i teknologi-, innovations- og forandringsledelse samt i ledelsesstrategiske overvejelser.
Dekanen ved Forsvarsakademiet, Henrik Breitenbauch, udtaler: ”Fordi de vigtige elementer af ledelse er inkorporeret i de tilhørende relevante moduler, øges både tværfagligheden og sammenhængen af modulerne. Derudover vil officererne i værnene skulle gennemføre obligatoriske ledelseskurser som efteruddannelse, hvilket sikrer, at de opnår de nødvendige relationelle ledelseskundskaber.”
Master i Militære Studier er det højeste niveau for uddannelser i Forsvaret. Efterfølgende kan officerer alene tage mindre kurser, der kan supplere officerernes viden inden for afgrænsede områder eksempelvis chefkurser. Den opdaterede masteruddannelse vil både give stærkere operative kompetencer og stærkere kompetencer i den omfattende indsats med at opbygge og styrke Forsvarets kampkraft.
Flemming Mathiasen, chef for Forsvarsakademiet, udtaler: ”At vinde på fremtidens kampplads er kernen i vores officersuddannelser. Den reviderede masteruddannelse sikrer, at de to vigtigste forudsætninger er i centrum i uddannelsen; opbygge et stærkt Forsvar gennem stærke udviklingskompetencer og stærke kompetencer til at planlægge og føre operationer”.
Læs mere om Master i Militære Studier på uddannelsens side her
Læs mere om uddannelsen og de enkelte fag i studieordningen
Værnsspecifikke krav til uddannelsen se FKO VEJL (H./SV./FLV.)400-1 på DokumentCenteret (FIIN)