Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Nyt operativt kursus for reserveofficerer på Forsvarsakademiet

    Indholdsområde

     
     
     

    Nyt operativt kursus for reserveofficerer på Forsvarsakademiet 

    Vi har endelig glæden af at tilbyde et nyt kursus for officerer af reserven, til glæde for reservepersonel, som gør tjeneste i bataljons- og brigadestabe, og som ønsker at opkvalificere sine føringsmæssige kompetencer.

    27-05-2019 - kl. 15:41
    Center for Landmilitære Operationer på Forsvarsakademiet har netop oprettet et nyt operativt kursus ’Føringskursus for reserven – Bataljon’, som gennemføres første gang fra august til december 2019.

    Det nye kursus har været ventet, og oberstløjtnant Steen Wegener, chef for Center for Landmilitære Operationer ved Forsvarsakademiet, glæder sig rigtig meget til at byde velkommen til de heldige 12 elever, som optages på kurset i august: ”Reserven er utrolig vigtig for Hæren, fordi reserven er en professionel og fleksibel ressource, som Hæren kan trække på til løsning af de mange operative opgaver, som Hæren med det seneste forsvarsforlig står overfor.

    Vi har i den forbindelse et stort ønske om, at vi kan give reserven mulighed for at kunne udvikle deres faglige  kompetencer. Vi er derfor stolte af, at vi endeligt kan tilbyde muligheden for kompetenceudvikling til vores dygtige reserveofficerer.

    Kurset er en praktisk og taktisk opkvalificering af reserveofficerernes føringsmæssige og analytiske kompetencer.  Det gennemføres på Hærens Officersskole, hvilket understreger reserveofficerernes tætte tilknytning til linjeofficererne. Vi er rigtig glade for, at vi kan benytte de traditionsrige og flotte undervisningsfaciliteter på Frederiksberg Slot”, siger Wegener. Han tilføjer: ”Det er et praktisk fokuseret kursus, som vil være tæt knyttet til kursisternes operative viden og tjenstlige erfaring.”

    Praktisk information og ansøgningsproces
    ’Føringskursus for reserven – Bataljon’ indeholder undervisning i bataljonstaktik og stabsmetodik, og eleverne rutineres i at kunne indgå i en operativ bataljonsstab med fokus på at kunne besætte funktionerne som operations- eller efterretningsofficer.

    Kurset gennemføres som blended learning, og med fem tilstedeværelsesperioder. De fire af perioderne er forlængede weekender i slutningen af hver måned på Hærens Officersskole på Frederiksberg Slot.  Kurset afsluttes med en uges stabsarbejde i første uge af december sammen med de af hærens linjeofficerer, der i samme periode gennemfører Føringskursus på officersskolen.

    På kurset optages primært kaptajner og premierløjtnanter af reserven, som allerede er eller står foran at skulle indtræde i en stilling i en bataljonsstab, men afhængig af ansøgertallet vil der også kunne optages øvrige.

    Interesserede kursister kan ansøge om en plads på kurset allerede nu. Der er ansøgningsfrist til det nye kursus d. 11. juni 2019. Ansøgningen sendes ad kommandovejen til Hærkommandoens HR Partner (FPS-RA-MH05).

    For yderligere information og kontakt
    Kursusleder kaptajn Thomas Christensen
    FAK-IMO-LO25@mil.dk
    Tlf.nr.: 25415988