Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Fremtiden for den afghanske fredsproces blev diskuteret på international konference i Islamabad

    Konference_Islamabad

    Indholdsområde

     
     
     

    Fremtiden for den afghanske fredsproces blev diskuteret på international konference i Islamabad 

    I lyset af de seneste udviklinger mødtes afghanere, pakistanere og internationale forskere til konference i Islamabad for at diskutere fremtiden for den afghanske fredsproces. Konferencen blev organiseret af Center for Stabiliseringsindsatser.

    03-03-2020 - kl. 11:53
    Fredsprocessen i Afghanistan har været længe undervejs og i lang tid fejlede alle amerikanske forsøg på at etablere en aftale med Taliban. Dette ændrede sig dog med annonceringen af, at USA og Taliban var nået til enighed om en uges ”reduktion af vold” (fra d. 22. til d. 29. februar). Formålet var at teste Talibans sammenhængskraft og troværdighed som forhandlingspartner, hvilket var en betingelse for at indgå den såkaldte ”fredsaftale” lørdag d. 29. februar.

    I tråd med denne udvikling organiserede Center for Stabiliseringsindsatser (CFS) ved Institut for Strategi på Forsvarsakademiet en konference i midten af februar i Islamabad, hvor formålet var at understøtte de igangværende forhandlinger med konkrete bæredygtige anbefalinger og at finde fælles fodslag på en række områder, som vil kunne anvendes til at understøtte den nuværende fredsproces i Afghanistan. Deltagerene var prominente internationale forskere fra USA og Storbritannien samt nuværende og tidligere højtstående diplomater og politikere fra Pakistan og Afghanistan.

    På konferencen blev der fremlagt en række specifikke anbefalinger – særligt til den fase, som nu venter Afghanistan, efter USA og Taliban underskrev deres aftale lørdag d. 29. februar 2020. På baggrund af konferencen blev der i Pakistan publiceret et policy brief med anbefalinger. Det kan læses her: https://crss.pk/story/crss-rddc-afghan-peace-process-policy-memo/.

    Briefet er tiltænkt alle med interesse for fredsprocessen i Afghanistan. Det er arrangørernes klare ambition, at anbefalingerne bliver anvendt på højere politiske niveauer.

    Konferencen er en del af det danske Freds- og Stabiliseringsprogram og er den femte Track-II konference, som CFS afvikler i samarbejde med sin pakistanske partner – den uafhængige tænketank Center for Research and Strategic Studies (CRSS) - med det overordnede formål at skabe bedre relationer mellem Afghanistan og Pakistan gennem tillidsopbygning.