Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Forsvaret opretholder kritisk beredskab og opgaveløsning

    FAK

    Indholdsområde

     
     
     

    Forsvaret opretholder kritisk beredskab og opgaveløsning 

    Forsvaret hjemsender medarbejdere, der ikke varetager kritiske funktioner, men støtter fortsat samfundet og opretholder den operative opgaveløsning både nationalt og internationalt.

    12-03-2020 - kl. 14:33
    Pressemeddelelse fra Forsvarskommandoen.

    Regeringen har besluttet, at alle offentligt ansatte, der ikke varetager kritiske funktioner, sendes hjem fra fredag den 13. marts og foreløbigt to uger frem grundet risikoen for smitte med coronavisus/covid-19.

    Det gælder således også for medarbejdere i Forsvaret. Alle medarbejdere og aktiviteter, der ikke er kritiske for Forsvarets operative opgaveløsning hjemsendes og indstilles frem til den 1. april 2020.

    Forsvaret opretholder dog fortsat det kritiske beredskab og fortsætter den operative opgaveløsning både nationalt og internationalt, ligesom Forsvaret fortsat støtter samfundet med løsning af situationsbestemte opgaver. Medarbejdere, der bidrager til at løse disse opgaver skal forblive på arbejde.

    Konkret vil Forsvaret selvsagt fortsat løse suverænitetsopgaverne i hele Rigsfællesskabet. Herunder blandt andet overvåge luftrummet og de hjemlige farvande samt opretholde afvisningsberedskabet og havmiljøberedskabet, ligesom Forsvaret også fortsat vil løse overvågnings- og bevogtningsopgaver og støtte det nationale beredskab og politiet med blandt andet eftersøgnings- og redningsopgaver, ambulanceflyvninger og andre livreddende opgaver samt ammunitionsrydning.

    Forsvaret vil også fortsat løse tilsvarende kritiske opgaver i det nordatlantiske område ved Færøerne og Grønland.

    ”Den kommende tid bliver alvorlig. Det stiller krav om sammenhold og samfundsansvar. Det gælder også i Forsvaret. Derfor er mange af vores ansatte i ikke-kritiske funktioner blevet sendt hjem. Når det er sagt, er Forsvaret helt afgørende for at opretholde et sikkert Danmark. Derfor skal de særligt vigtige opgaver selvfølgelig fortsat løses - og det vil de blive. Der er grund til at takke hver eneste medarbejder og frivillig i Forsvaret, der i disse dage yder og i de kommende mange uger kommer til at yde en ekstra stor indsats. Tak for jeres store indsats,” siger forsvarsminister Trine Bramsen.

    ”Det er tale om en alvorlig situation, der kræver vidtgående foranstaltninger. Samtidig skal Forsvaret passe på Danmark og fortsat løse de internationale opgaver,” siger forsvarschef Bjørn Bisserup.

    ”Der vil være en lang række afledte effekter og konsekvenser, der sidenhen skal håndteres. Men det er ikke det væsentlige nu. Vigtigere er det, at alle vores medarbejdere fortsat følger retningslinjerne, som er udgivet af sundhedsmyndighederne samt supplerende lokale retningslinjer med henblik på at afbøde smittespredningen, og så Forsvaret kan løse de operative opgaver,” lyder det fra forsvarschefen.

    Hjemsendte medarbejdere
    Medarbejdere – herunder elever på Forsvarets uddannelser – som ikke indgår direkte i den operative opgaveløsning og kritiske beredskaber sendes hjem. Det samme gælder de fleste værnepligtige. Værnepligtige soldater, der indgår i vagt-, bevogtningstjeneste og beredskaber, herunder vagten ved De Kongelige Slotte og Palæer samt den strategiske reserve hjemsendes ikke.

    Hjemsendte medarbejdere skal arbejde hjemmefra i det omfang, deres arbejdsopgaver tillader det. De skal fortsat stå til rådighed og vil modtage løn.

    Møder, rejser, kurser, uddannelser og øvelser indstilles ligeledes i det omfang, det er muligt.