Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Den Militære Akademiuddannelse endelig godkendt som akkrediteret uddannelse

    MAU_akkreditering

    Indholdsområde

     
     
     

    Den Militære Akademiuddannelse endelig godkendt som akkrediteret uddannelse 

    Den 10. juni fik Forsvarsakademiet den officielle godkendelse af den nye værnsfælles mellemlederuddannelse for befalingsmænd – den Militære Akademiuddannelse (MAU) – af Uddannelses- og Forskningsministeriets akkrediteringsinstitution.

    10-06-2020 - kl. 12:44
    Processen har været længe undervejs, og i forbindelse med ansøgningen har et eksternt panel af eksperter vurderet uddannelsens kvalitet, vidensgrundlag, faglige niveau og struktur. 

    Chef for Forsvarsakademiet, Henrik Ryberg, glæder sig over godkendelsen:

    ”Den Militære Akademiuddannelse er med til at sikre, at vores dygtige mellemledere kan blive ved med at videreuddanne sig og udvikle sig i Forsvaret. Med den officielle godkendelse fra akkrediteringsinstitutionen er kvalitetsstemplet også på plads. Det bliver en enormt spændende uddannelse af følge, hvor de studerende vil få en række praktiske og faglige udfordringer, som vil styrke dem i deres opgaveløsning,” siger han.

    Hvad betyder akkreditering? Kvalitet, relevans og militær praksis
    Akkreditering betyder, at der både sker en intern og ekstern kvalitetssikring af uddannelsen. Den interne kvalitetssikring indebærer blandt andet en løbende dialog med det operative behov ud i værnene samt et internt kvalitetssikringssystem, der løbende sørger for forbedringer på uddannelsen. Samtidig bliver uddannelsen vurderet at et eksternt panel, som bedømmer uddannelsens kvalitet og relevans.

    Med akkrediteringen af MAU har Forsvarsakademiet fået en officiel godkendelse af uddannelsens faglighed og kvalitet. Akkreditering er i bund og grund et officielt kvalitetsstempel af uddannelser både i det civile og militære uddannelsessystem.

    Akkrediteringen skal først og fremmest sikre, at vi leverer en relevant uddannelse med den bedst mulige kobling til den militærfaglige praksis, og det er med til at sikre, at vi leverer en militær mellemlederuddannelse, hvor den militære faglighed og kvalitet er i top.

    ”Forsvaret skal være en attraktiv arbejdsplads, hvor vi kan tiltrække nye kollegaer og fastholde vores nuværende.  Vi arbejder derfor hele tiden med at sikre os, at vi ikke fremstår isolerede og med uddannelser, der karikeret sagt ’leder ind i en blindgyde’”, siger kommandørkaptajn Jesper H. Lynge, der er chef for HR strategisk sektion i Forsvarskommandoen. 

    Akkreditering og dermed anerkendelse af Forsvarets uddannelser er et særdeles vigtigt element i dette arbejdet, og det er en helt naturlig vej at gå for en moderne arbejdsplads som Forsvaret, mener han.

    ”Men det betyder ikke, at vi fjerner os fra den militære profession for at tækkes civile standarder. Tværtimod. Forsvarets uddannelser er unikke, de understøtter Forsvarets behov, de er beskrevet og tilrettelagt, således at dette kan dokumenteres. Og de har et niveau, der opfylder civile standarder – til gavn for medarbejderne og til gavn for Forsvaret”, afslutter Jesper H. Lynge.

    Henrik Ryberg er enig: ”For mange i Forsvaret kan ’akkreditering’ måske klinge en smule akademisk. Men kriterierne for kvalitet og relevans er meget nyttige for enhver professionel uddannelsesinstitution. Vi skal jo netop sikre, at vi leverer kvalitetsuddannelser, som er relevante for Forsvaret. Vi sætter ikke noget i værk bare for akkrediteringens skyld. Den skal sørge for, at vi leverer uddannelser med tilstrækkelig kobling til den militærfaglige praksis. Så der er ingen modsætning mellem akkreditering og praksisnærhed,” siger han.

    Jesper K. Hansen, der er formand for Centralforeningen for Stampersonel (CS), glæder sig over den nye uddannelses kobling til kerneopgaven:

    ”Dele af indholdet i MAU kan sidestilles med det, vi havde i VUT I og VUT II, men nu relaterer uddannelsen sig i højere grad til kerneopgaven, hvilket vil give vores medlemmer et løft i kompetencer. Vi hilser den nye uddannelse velkommen og ser frem til at følge de studerendes oplevelser,” siger han. 

    Det første hold starter i august
    Undervisere og uddannelsesansvarlige på tværs af værnene har arbejdet hårdt for at udvikle og planlægge uddannelsen, og de glæder sig til at tage imod de første studerende til august:

    Modulansvarlig i faget ’Ledelse i organisationen’, chefsergent Niels Møller Christensen, fortæller:

    ”Vi har virkelig lagt os i selen for at gøre undervisningen fagligt relevant og spændende for de kommende studerende. I undervisningen kommer vi til at lægge vægt på at bringe de erfarne befalingsmænds erfaringer fra praksis i spil så meget som muligt. Det vil også sige, at de hurtigt vil kunne omsætte deres nye viden fra undervisningen til deres hverdagsfunktioner i Forsvaret. Det vil deres leder sikkert også kunne mærke,” siger han.

    Uddannelsen indeholder både værnsfælles moduler og værnsspecifikke moduler. På den måde opnår de studerende både bredde og dybde i deres uddannelse: Bredde og helhedsforståelse af det samlede forsvar, idet undervisningen og indholdet er tilrettelagt og foregår på tværs af værn. Dybden gennem specialisering inden for eget værn i de værnsspecifikke undervisningsmoduler.

    I alt 112 har søgt om optagelse, hvoraf 99 ansøgere er blevet optaget på det første hold, der starter til august 2020.

    Læs mere om ansøgere og optagne til det første hold på MAU her.

    Næste ansøgningsfrist er sat til 1.oktober med studiestart i primo 2021.

    Større mobilitet mellem det civile og det militære uddannelsessystem
    Akkrediteringen af MAU betyder, at uddannelsen nu også er anerkendt i det civile system, hvilket styrker den enkeltes mobilitet og fleksibilitet mellem det civile og det militære uddannelsessystem.

    Det bliver blandt andet muligt for befalingsmænd at ansøge om en civil eller militær diplomuddannelse med en gennemført MAU som en del af det samlede adgangskrav. Dette gavner både den enkeltes udviklingsmuligheder og giver Forsvaret adgang til at kompetenceudvikle sine medarbejdere indenfor områder, hvor Forsvaret ikke selv tilbyder uddannelse.

    Mere information og kontakt
    Du kan læse mere om akkrediteringen af MAU og grundlaget for afgørelsen her

    Hvis du vil vide mere om MAU, og hvem der kan søge uddannelsen, kan du læse meget mere her.

    Du ansøger uddannelsen her – vær imidlertid opmærksom på, at næste ansøgningsfrist er den 1. oktober, og du kan først ansøge efter sommerferien.

    Spørgsmål vedrørende MAU kan rettes til FAK-KTP-MAU@mil.dk eller på telefon: 50 86 47 41.